Dyr på Toftegård

Alle dyrene på Landbruget Toftegård går ude i naturen hele året. De får ikke tilskudsfoder og lever af græs og de ressourcer der findes i naturen, og for os er det vigtigt at dyrene har haft det godt i hele deres liv. Det giver sunde og glade dyr der smager godt. Vores fokus er på dyrenes liv og velfærd, og vi ønsker at producere nogle gode madvarer, og i en kvalitet vi kan være bekendt.

Vores besætning af køer og får er opvokset her på Toftegård, og dyrene formerer sig efter deres naturlige rytme, og kun nye avlsdyr bliver indkøbt. Der sørger vi for at vi kan stå inde for det liv dyrene har haft hidtil samtidig med at vi går efter god kvalitet af avlsmateriale, med gode egenskaber der giver rolige dyr og god kødkvalitet.
.

Medicin bruger vi som udgangspunkt slet ikke. De fleste dyr kommer aldrig i nærheden af medicin. Enkelte dyr kan komme ud for uheld eller akut sygdom, der betyder at det må i behandling. Den praktiserende dyrlæge ordinerer og giver lige præcis den nødvendige behandling. Et dyr, der har fået medicin, bliver først slagtet når dyret er helt frisk – og alle spor af medicin er helt ude af kroppen.